himlen

mit forhold til himlen lyder således

jeg er elsker når himlen er blå og tryg 

så passer himlen på mig

og når den er skyet og diset er den helt nede og røre mig

den danner vores helt eget rum

planet

aflukket fra universet

men om natten er himlen min værste fjende

måske vil den mig ikke noget ondt

men jeg kan ikke lide den

jeg kan ikke lide mørket 

og stjernerne

men jeg elsker månen

og lyset indenfor i husene

men den forandre bare alt

mennesker bliver mærkelige

den vækker en vis utryghed i mig

jeg bliver panisk når jeg ikke kan se ud af vinduet

kun mit spejlbillede
jeg gemmer mig væk

og vores ellers lukkede rum 

er

åbent